MARCUS & MARTINUS “REMIND ME” UDE I DAG!

26Januar

MARCUS & MARTINUS

“REMIND ME” UDE I DAG!

 

Blot to måneder efter udgivelsen af Marcus & Martinus’ tredje studiealbum, Moments – der allerede har over 40 millioner streams på Spotify – er de norske tvillinger tilbage med ny musik! Singlen Remind Me var oprindeligt tiltænkt som det ellevte track på Moments-albummet, men i sidste øjeblik ændrede drengene mening, og besluttede at gemme tracket som en lille overraskelse til det nye år.

 

Remind Me er skrevet og produceret af den norske producer-duo Rat City (brødrene Kent og Cato Sundberg fra electropop-gruppen Donkeyboy), og Marcus & Martinus selv har været involveret i sangskrivningen:

 

”Der var virkelig god stemning i studiet med Rat City. Kemien mellem os fire var fantastisk, og vi arbejdede rigtig godt sammen, hvilket det endelige resultat også viser,” siger Martinus om samarbejdet med Rat City.

 

Vi nød virkelig at arbejde sammen med Rat City. De er begge så talentfulde, og vi kan rigtig godt lide deres lyd. Vi har været med i hele tilblivelsen af tracket, og det har både været spændende og sjovt”, forklarer Marcus.

 

Også Rat City nød tiden i studiet med Marcus & Martinus:

 

”De er supertalentfulde, og de tog vores studiesessions meget seriøst, hvilket man også bliver nødt til, når man er på det niveau, de er på nu. I og med at vi var to par brødre, der arbejdede sammen, opstod der hurtigt et dynamisk workflow, der passede os alle fire perfekt”, fortæller producerduoen.

 

Selvom Remind Me er meget kraftfuld og energisk, er det også et nostalgisk nummer fyldt med stemning. Det er en sang, man kan mindes til, men samtidig er omkvædet sprængfyldt med klassisk ”Marcus & Martinus-energi”, som drengene efterhånden er blevet synonym med.

 

”Det er et nummer, man kommer i god stemning af, og jeg tror, det vil fungere ligeså godt på dansegulvet som i fitnesscentret”, siger Marcus om tracket.

 

”Sangen er fuld af energi og jeg håber, folk vil kunne lide det! Det bygger godt op til omkvædet, og man får en rar følelse, når man lytter til det”, supplerer Martinus.

 

Remind Me udgives som bonustrack til Moments-albummet, og udkommer lige inden Marcus & Martinus påbegynder deres Europa-turné. I løbet af foråret besøger de 15 europæiske lande og giver ikke mindre end 26 koncerter – blandt andet i Boxen i Herning d. 9. februar og Royal Arena d. 10. februar. Begge koncerter er udsolgt.

 

Remind Me er ude nu og findes på alle streamingtjenester.

 

 

————————————————————————————–

 

Om Marcus & Martinus

 

Marcus & Martinus er Norges største teen-artister og et skandinavisk popfænomen, der ikke har set dets lige i årevis. Tvillingerne fra Nordnorge var blot ti år gamle, da de vandt den norske version af MGP med sangen to dråber vand, hvilket blev starten på deres karriere.

 

Med albummet ”Hei” og hit-tracket ”Plystre På Deg” erobrede de hitlisterne i 2015, og fulgte op med nummeret ”Elektrisk” feat. Katastrofe, der gjorde dem til de yngste norske artister nogensinde til at gå platin. ”Elektrisk” er til dags dato den mest sete norsksprogede musikvideo på YouTube med over 75 millioner streams.

 

I 2016 udgav Marcus & Martinus deres første engelsksprogede album, Together, samt bogen ”Vår Historie”. De spillede to gange for et udsolgt Oslo Spektrum og vandt prisen for Musicians Of The Year ved Årets Spellemann.

 

Marcus & Martinus har i løbet af de seneste par år vokset sig ekstremt populære på sociale medier med mere end 1,2 millioner følgere på Instagram, 2,7 millioner fans på Musical.ly, og mere end en million subscribers på YouTube/Vevo.

 

Marcus & Martinus’ tredje album, Moments, blev udgivet i november 2017 og har allerede over 40 millioner streams på Spotify.



Flere Nyheder