Page Four – Bedre End Din Eks

14Juli

Har kysset hele byen,
Jeg ved det godt,
Men jeg kan jo ik’
Ændre de blik,
Som de giver til mig

Sådan lyder de indledende ord fra Stefan Hjort i Page Fours nyeste single, Bedre End Din Eks, der er ude i dag. Den ørehængende melodi, de følsomme fraseringer og droppet, der kan få enhver pige op og danse, er på plads og forsikrer dig om, at det er Page Four, du lytter til. Men teksten til singlen er til gengæld markant anderledes end hvad bandet sædvanligvis præsenterer:

– Som titlen også antyder, er vi nok lidt mindre ydmyge på Bedre End Din Eks, end vi plejer at være i vores tekster. Vi plejer at skrive om hvor dejlige piger er, og det gør vi også i Bedre End Din Eks, men til forskel fra vores tidligere udgivelser giver vi den også op for os selv, for vi gør det faktisk ret godt – og i hvert fald bedre end din eks, forklarer Pelle Højer-Pedersen med et grin.

Og drengene fra Page Four har da også godt grund til at give den op for sig selv. Deres selvbetitlede album, der udkom sidste år, har solgt over 10.000 eksemplarer og er dermed gået guld, og drengene har en fyldt kalender, der byder på flere festivaljobs:

– Sommeren er den bedste tid for os som band. Vi er rigtig meget ude at spille, hvilket vi elsker, og især scenerne under åben himmel gør oplevelsen til noget helt specielt, forklarer Lauritz Emil Christiansen og Jonas Schwanenflügel Eilskov Jensen.

Bedre End Din Eks er ude nu på alle tjenester og er desuden Radio ABCs Powerhit denne uge.



Flere Nyheder