ANYA præsenterer ny single – og helt ny ”boybandlyd”

24Maj

ANYA udgiver fredag singlen Neverbeen – et nummer, som byder på en hidtil ukendt side af R’n’B-sangerinden: ”Da jeg skrev Neverbeen opdagede jeg en 90’er-agtig boybandlyd hos mig selv, som jeg blev nødt til at udforske”, fortæller hun.

 

”I won’t accept the space between us now”. Så kontant lyder det fra ANYA på hendes nyeste single Neverbeen, der udkommer på fredag den 26. maj. Ligesom på de foregående singler – Doorstep, der opfordrede lytterne til at lægge telefonerne væk, og senest Wasted Love, der var en opsang til såvel omverdenen som sig selv om ikke at spilde sin kærlighed – sætter ANYAs tekster spørgsmålstegn ved, hvordan vi lever sammen og agerer overfor hinanden:

– Neverbeen handler om behovet for at trække en person helt ind i ens inderste sfære, der hvor man kan snakke om alt og være ærlig og oprigtig. Da jeg skrev den, havde jeg en følelse af, at alt ville være muligt, hvis vi alle sammen bare kunne være lidt mere villige til at lukke hinanden ind, og derfor er Neverbeen et opgør mod at holde hinanden i strakt arm. Vi skal turde at være tættere, forklarer hun.

Men selvom ANYA som man kender hende er let at genkende i Neverbeens tekstuelle univers, er det en helt ny side af sangerindens stemme, lytteren bliver præsenteret for på den nye single:

– Vokalmæssigt ligger Neverbeen et helt andet sted i mit register, end hvor jeg plejer at synge. Den udfordrer min måde at synge på, så min vokal bliver mere insisterende og krængende, og det minder mig om den måde man sang på i boybandtiden i 90’erne. Da jeg opdagede den lyd hos mig selv, kom jeg til at tænke på Nick Carter og Justin Timberlake i de tidlige *NSYNC-år, og så vidste jeg, det var en lyd, jeg blev nødt til at gå med, forklarer ANYA.

Til at akkompagnere den nye single smider ANYA også en video skudt på Mallorca, hvis visuelle udtryk leder tankerne hen på gammeldags hjemmevideoer – hvilket heller ikke er helt forkert, da videoen er skudt af ANYAs kæreste, fotografen Jonas Fogh, på en tur til den spanske ø:

– Det er en meget personlig video for mig, fordi den er lavet i et krydsfelt mellem privatliv og arbejdsliv. Jeg var selvfølgelig hele tiden bevidst om, at vi skød musikvideo, men samtidig var det jo bare mig og Jonas, der fjollede rundt på en solskinsø med et kamera. Derfor viser den et meget ærligt billede af mig, fortæller ANYA.

Neverbeen er produceret af Vasco – der også producerede ANYAs seneste single, Wasted Love – og udkommer fredag den 26. maj



Flere Nyheder