Thomas Helmig er tilbage med ny single

15Maj

Med singlen ”Saml det op” opfordrer Thomas Helmig alle til at tage ansvar og se livet i øjnene. Sangen er lavet i tæt samarbejde med den toneangivende producer Emil Falk og er lige dele klassisk Helmig, lige dele vibrerende nutid.

I fire årtier har Thomas Helmigs sange taget livtag med tilværelsens genvordigheder. Altid åbenhjertigt, altid med appetit på mere liv. Og det er præcis de værdier, den 52-årige sanger og sangskrivers nye single, ”Saml det op”, bygger på. Den udkommer 12. maj og er første forsmag på et endnu uafsluttet kommende album.

”Det er ikke en sang, jeg har tænkt over. Det er en sang, jeg er væltet ind i. Den bygger på fornemmelsen af, at man har været helt på toppen, og så lander man i hverdagens realiteter. Jeg fik det her indre billede af to mennesker, som står og kigger skamfuldt ned i gulvet uden at vide, hvordan de skal komme videre. Vi er nødt til at bukke os ned og samle det op, vi har tabt, selv om vi gerne vil undgå besværet. Men det skal ikke kun være nemt at være i live. Så ”Saml det op” er en opfordring,” fortæller Thomas Helmig.

Med sin direkte musikalske facon er singlen beslægtet med tidligere Helmig-klassikere. På samme tid enkel og stor i slaget. En del af æren for nummerets forløsning ligger ifølge Thomas Helmig hos produceren Emil Falk. Han har i en årrække spillet guitar i Helmigs band og har sideløbende arbejdet med navne som Thøger Dixgaard og Anya.

”Jeg er lige så vild med Chuck Berry, som jeg er med The Weeknd; den spændvidde har Emil Falk også. Og så er han sådan en energi-bombe, der bare springer rundt i studiet. Sammen lader vi os gribe af musikken og kan blive ved til klokken fem om morgenen. Derfor er det både blevet popmusik anno og i tråd mit virke,” siger Thomas Helmig.

Gennem sin karriere har Helmig solgt mere end halvanden million albums og spillet over 1.000 koncerter. Han toppede første gang albumhitlisten i 1986 med albummet ”2” og har siden ramt førstepladsen med i alt 12 albums og opsamlinger, senest hans forrige album ”KH Helmig” fra 2013. Dermed har han ligget på førstepladsen i 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne. Han er den mest vindende kunstner nogensinde ved Dansk Grammy/Danish Music Awards med i alt 1X priser – i 2012 fik han Æresprisen og blev i den forbindelse hyldet af kollegaer som Mads Langer og Outlandish.

I juni optræder Thomas Helmig enkelte, udvalgte steder. Dels festivalerne NorthSide og Tinderbox, dels to koncerter med Tina Dickow – først i Søndermarken på Frederiksberg, siden i Mølleparken i Aalborg.

Livedatoer:
03-06-2017: Søndermarken, Frederiksberg
10-06-2017: Northside, Århus
17-06-2017: Mølleparken, Ålborg
23-06-2017: Tinderbox, Odense



Flere Nyheder