Lis Sørensen finder sin grund-feeling på nyt album ’Bedre Tider’ udkommer den 3. marts 2017

03Marts

 

På sit 16. album – og første i syv år – har hun søgt ned i det groove, som kendetegner hendes populære koncerter. Blandt andet ved at arbejde med yngre sangskrivere som Mads Bjørn og Marie Key.
Det er fire årtiers erfaring med at finde sin kerne som kunstner, Lis Sørensen forløser på sit kommende album ’Bedre Tider’. Albummet kommer i dag og har hendes velkendte variation i sangudvalget, samtidig med at hun udkrystalliserer energien fra sine talrige koncerter.

”Jeg har været meget på landevejen de seneste år, og der kommer man helt ind i maskinrummet på de sange, som fungerer godt. Man finder et groove og en grund-feeling og får dermed en klar respons fra publikum. Det har jeg taget udgangspunkt i. Drivkraften har klart været at skabe 10 sange, som jeg vil nyde at slippe løs til koncerterne,” siger Lis Sørensen.

Titelnummeret udkom som single i februar, og dens klarhed og drive finder man i flere af albummets sange:
”’Bedre tider’ er sunget fra mørket, men har blikket rettet mod lyset, og det giver noget fremdrift. Den har åbenheden, den har spørgsmålet. Den har noget insisteren, som er spændende at gå i lag med som sanger. Den har et håb i sig, uden det bliver malet alt for kraftigt op. Derfor får den melankolien forløst,” siger Lis Sørensen.
Nummeret er skrevet af Christoffer Gregersen, som er én blandt flere yngre sangskrivere, Lis Sørensen har arbejdet med. Marie Key har skrevet nummeret ’Gamle Fester’ til albummet, mens Mads Bjørn har skrevet to numre.

Lis Sørensens stemme trækker en rød tråd gennem 40 års dansk musik. Hun blev født i 1955 i Aarhus og var allerede som 10-årig sanger og sangskriver i pigebandet De fem – ledet af Holger Lauman. I en alder af 14 mødte hun Anne Linnet med hvem, hun dannede Shit & Chanel og senere Anne Linnet Band – og det er således Lis Sørensens stemme, Anne Linnet fører dialog med i ’Smuk og Dejlig’. På samme tid sang hun kor, da Gasolin’ indspillede ’Kvinde min’. I 1979 medvirkede hun på Sebastians ’Tiderne skifter’ og sang i 1981 hans ’Stille før storm’. Hendes første soloalbum kom i 1983 og rummede blandt andet ’Indtil dig igen’. Siden har hun båret numre som ’Fuld af nattens stjerner’, ’Mine øjne de skal se’, ’Tæt på Ækvator’ og ’Verden er i farver’ frem.
Lis Sørensen har gennem alle år været særdeles aktiv på livescenen og tager gennem foråret på en omfattende turné.

Se datoer og følg Lis Sørensen på Facebook via nedenstående link



Flere Nyheder