Jimilian viser ny side af sig selv på balladen ”Farvel”

09Dec

”Sommer Sindssyg”, ”Slem Igen” og ”Klip”. Jimilian har leveret adskillige hits til de danske partyplaylister de seneste par år, men på den nye single ”Farvel”, der lander fredag, præsenterer han en hidtil ukendt og mere følsom side af sig selv. ”Jeg er ude af min comfort zone, men jeg har længe haft lyst til at vise denne her side af mig selv”, siger Jimilian selv om singlen.

Halvanden time i et lydstudie og et par øl. Mere plejer Jimilian ikke skulle bruge for at lave hits, der synges med på fra Tisvilde til Thy.

Men med sit nyeste singleudspil, ”Farvel”, der udkommer i morgen, har historien spillet sig noget anderledes ud for Jimilian. Ikke blot har nummeret været længe undervejs – han indspillede de første linjer til omkvædet for mere end tre år siden – også kreativt har det været en helt ny arbejdsgang for sangeren.

””Farvel” har været meget sværere at skrive, end noget af det andet, jeg har lavet. Der er langt mere følsomhed og dybde i den, og derfor har det været vigtigt for mig, at teksten skulle sidde lige i skabet”, siger Jimilian, der håber, at lytterne kan relatere til teksten i sangen:

”Det vigtigste for mig er, at ”Farvel” er en sang, lytterne kan bruge til noget. Jeg skrev den, da jeg var på vej ud af et forhold, men teksten er hverken skrevet til en person eller en bestemt situation, så jeg håber, folk selv fortolker den, så den giver mening for dem i deres liv”, fortæller han.

Musikalsk skiller ”Farvel” sig ligeledes ud fra det lydbillede, de fleste kender Jimilian fra. Væk er klubrytmerne og det elektroniske beat, og tilbage står en mere blottet Jimilian, der akkompagneret af en guitar for alvor beviser, at han har en stemme, der er de færreste forundt. Men selvom ”Farvel” viser en ny og dybere side af hitmageren, er det ikke farvel til Jimilian, som vi kender ham:

”Alle mennesker indeholder mere end én side, og det gør jeg selvfølgelig også. Det er ikke fordi, jeg er færdig med at lave sange til klubben, jeg har bare brug for at vise en anden side af mig selv også, og det gør jeg nu med ”Farvel””.

”Farvel” er produceret af Besmir Ismaili og udkommer fredag den 9. december.



Flere Nyheder