Djämes Braun udleverer deres teenage-jeg på ny single: ”Hiphoppere var en sjælden og truet dyreart”

02Dec

På den nye single, ’Dem Vi Var’, tager drengene fra Djämes Braun lytteren med på en tur ned ad mindernes allé. I selskab med ørehængende blæsere, nostalgisk klaver og fingerknips kommer vi både forbi historietimer, bål på stranden, ballade til halbal og på klub med falske id. – Og skal man tro Djämes Braun, er der ikke tale om en hyldest til teenagetiden, men som de selv siger:

”Det var en rimelig vild og ansvarsløs tid. Det er ikke så meget en hyldest, men nærmere en nostalgisk udlevering af os selv, og ja, dem vi var.
Vi er generelt ret nostalgisk anlagt, så det her tegner et ret godt billede af hvad og hvor, vi kommer fra”

Når snakken falder på teenageårene står minderne i kø, for beder man Djämes Braun om at sætte ord på hvad de husker bedst, opremser de i flæng:

”Gymnasiefester, skateboarding, hurtige forelskelser, cowboytoast, slush-ice, tæsk og snavere, håndboldpiger, halbal og provinsdiskoteker. Vi har i virkeligheden prøvet at lave en musikalsk film a la ’Kundskabens Træ’ møder ’Kids’ møder ’Zappa’”

På sangen hører vi også hvordan overgangen til voksenlivet kan være svær, men bedømt på duoens musikalske succes, må man sige at de har gjort noget rigtigt.
Rådet lyder, ifølge dem selv, at man skal drømme stort, gå for den og tro på sig selv:

”Som man kan høre i teksten, har vi nok været lidt anderledes end mange af de andre. Det man kalder et par rødder – dengang var hiphoppere en sjældent og truet dyreart, så vi blev mødt med en del fordomsfuldhed overfor vores musik og udseende, men ved at forblive tro overfor os selv, er vi lykkedes med det vi gerne ville.”

’Dem Vi Var’ er en af den slags sange hvor man både længes efter gamle dage og smiler skævt til den lidt akavede teenagetid, alt imens man synger med på vinterhalvårets mest catchy omkvæd.
Og så lige et godt råd til hvis man nogensinde skal snakke sig ud af et slagsmål, med en bølle, hvis kæreste man har snavet i gulvet, til et halbal:

”Så bilder du bare fyren og hans crew ind, at man er bedste venner med nogen, han også kender… Eller peger den største knallert-Brian ud og siger han er din fætter”



Flere Nyheder