Sleiman slipper single om gadens udbrændte stjerner

11November

I foråret storhittede han med ’Bomaye’. Nu er Sleiman igen singleaktuel. Denne gang med ’For evigt ung’, hvor han med afsæt i global musikalsk inspiration retter blikket mod tidens forræderi.
Dansk-palæstinensiske Sleiman har på kort tid gjort det til sit varemærke at kombinere lyrisk alvor og melodisk elegance. Det gør sig også gældende på singlen ‘For evigt ung’, som udkommer i dag.
”Nummeret handler om forkerte valg. Om at man tror, at tiden er ens ven. Men tiden er forræderisk, for den synes evig, men er det ikke. Den arbejder tværtimod mod en. Derfor brænder for mange talenter ud på gaden uden nogensinde at kende deres fulde potentiale. Jeg håber, nummeret kan vække en følelse af ansvar for egne valg og motivere til at gribe nuet,” siger Sleiman.
’For evigt ung’ er skabt i samarbejde med hans faste samarbejdspartnere Livid og Kewan.
”Rent musikalsk er det ikke destinationen, men rejsen, der er vigtig for os. Vi har afsæt i hiphop og rap, men forsøger at lave vores eget bud på verdensmusik, hvor man kan finde ingredienser fra alle mulige kulturer. Den spanske, arabiske, orientalske, indianske og afrikanske. Jeg håber, de hybrider skinner igennem.”

’For evigt ung’ ligger sig i forlængelse af en stribe succesfulde Sleiman-singler. I foråret fik han et bredere gennembrud via nummeret ’Bomaye’ , som blev et af årets store hits, da den lagde sig over navne som Justin Bieber, Rihanna og Drake på den danske hitlistes førsteplads. Singlen gik platin, og EP’en med samme navn gik guld. På YouTube har Sleiman knap 11 millioner views. Musikken kom ind i Sleimans liv dels via hans mor, som altid sang sine egne sange i hjemmet, dels via Tupac. Han har rappet og skrevet siden sine tidlige teenageår, men har først de senere år fundet modet til at følge musikken.
Sleiman har desuden udgivet den anmelderroste bog, ’Men vi blev onde’, om sin tid i bandemiljøet på den københavnske vestegn. Det skete i samarbejde med den prisvindende journalist Olav Hergel.



Flere Nyheder